Velkommen til dit indre familiesystem. Sig farvel til tanken om at vi er en samlet personlighed og goddag til ideen om at vi alle rummer mange indre delpersonligheder.
Og vid at dette er en helt naturlig måde vores sind fungerer på! Lyder det alt for mærkeligt? Så læs med her og se om du genkender en af disse eksempler:
Har du nogensinde besluttet dig for at starte med at spise sundt og gået direkte hjem og tømt en pose chips? Eller haft en kort arbejdsdag, fuld af forventning om at komme hjem og få gjort en masse ting, men i stedet endt med at sidde og scrolle skærm? Måske er du blevet inviteret til en fest, og en del af dig har lyst til at deltage og en anden del vil hellere blive hjemme.
Hvem har fundet på IFS?
Internal Family Systems er udviklet af den amerikanske familieterapi Richard Schwartz. Schwartz fastslår flere steder, at han ikke har opfundet IFS, men at han har fundet IFS. Ideen til metoden opstod nemlig gennem arbejdet med klienter og ved at lytte til deres beskrivelser af dem selv, altså den måde folk talte om sig selv på. Metoden bygger således på en buttom-up forståelse, hvor ideen er udviklet gennem samtaler med mennesker i praksis.
Personlighedsmodellen kort beskrevet:
Fra et IFS-perspektiv har alle mennesker indre sårede dele, der bærer på smerte, skam og frygt fra tidligere traumer og tilknytningsforstyrrelser. Vi har også beskytterdele, som forsøger at tage sig af disse indre, sårede dele, og som vil gøre hvad som helst for at beskytte os, så vi ikke mærker de byrder af svære følelser og tunge overbevisninger, som disse sårede dele bærer rundt på. Samtidig indeholder vi også alle et sted, som er et slags centrum i psyken. Dette sted kaldes i IFS-terminologi for “Selvet” , med stort S. Når vi er i kontakt med Selvet og Selvets energi, er det muligt skabe en tryg tilknytning til de indre sårede dele, for derved at kunne integrere og hele dem.
IFS, ikke bare en metode, også et menneskesyn
I løbet af de sidste 40 år har IFS udviklet sig til en medfølende tilgang til at forstå os selv og andre omkring os. IFS er en ikke-patologisk model til at arbejde med og hele vores indre sårede barnedele, og dermed ændre vores handlinger og reaktioner udadtil. Det er en blid model, der møder dine dele med medfølelse og nysgerrighed.
For at vende tilbage til eksemplerne i starten. Så hævder IFS altså at vi rummer flere sider eller dele, det er en helt normal måde den menneskelige psyke fungerer på. Disse sider kan være i modstrid med hinanden. Så en del af os er optaget af at leve sundt, mens en anden bare vil dulme dagen gennem ved hjælp af chips. Gennem terapien kan man arbejde med at blive opmærksom på disse modsatrettede, eller polariserede dele og begynde at møde dem med nysgerrighed, for at undersøge hvad de hver især er optagede af at opnå. Erfaringen er, at nå vi møder vores indre dele med nænsomhed og nysgerrighed, fra et blødt og venligt sted, så vil disse dele begynde at falde mere til ro.
Comments