top of page
Search

IFS: En evidensbaseret metode og et sprog for vores indre liv

  • Writer: Maja Schondel
    Maja Schondel
  • Mar 1
  • 3 min read

Måske kender du det: En del af dig vil gerne være rolig og rummelig, mens en anden del bliver irritabel, urolig eller træt. En del længes efter nærhed, mens en anden trækker sig væk. Det kan føles forvirrende – som om man modsiger sig selv.


IFS (Internal Family Systems) tilbyder et sprog for netop dét. Ikke som en diagnose, men som en forståelse: At vi mennesker rummer forskellige indre dele, som hver især prøver at hjælpe os – bare på forskellige måder.

Internal Family Systems (IFS) er i dag anerkendt som en evidensbaseret metode. Den blev registreret hos The National Registry for Evidence-Based Programs and Practices under The Substance Abuse and Mental Health Administration (SAMHSA) (Schwartz & Sweezy, 2020), og metoden bliver fortsat undersøgt i psykoterapeutisk effektforskning.

IFS er udviklet af familieterapeuten Richard C. Schwartz i 1980’erne (Schwartz & Sweezy, 2020). Schwartz siger flere steder, at han ikke opfandt metoden, men at han derimod fandt den. Altså: IFS opstod ikke først som en teori, der siden blev afprøvet på mennesker. Den opstod gennem arbejdet med klienter og deres beskrivelser af deres indre oplevelser.

Man kan sige, at IFS er en bottom-up metode: Den er vokset ud af praksis og af, hvordan mennesker faktisk oplever sig selv indefra.


Sindets multiplicitet: Vi er ikke én “person” indeni

IFS bygger på to centrale idéer. Den første handler om sindets multiplicitet, som er forestillingen om, at vores personlighed består af flere indre dele.

Det er de fleste af os i virkeligheden vant til at mærke: Mens jeg skriver dette, kan der for eksempel være en del af mig, der længes efter at tage en lur og en anden del, der gerne vil skrive færdigt og formidle mit budskab så klart som muligt. Begge dele er “mig”. Bare forskellige sider af mig.

Den måde at forstå psyken på er ikke ny. Allerede i 1890 skrev den amerikanske psykolog William James om, hvordan bevidstheden er “spaltet” i dele, der eksisterer side om side, men ikke nødvendigvis har kontakt med hinanden (James, 1890).

Også mange af de store psykologiske traditioner arbejder, på hver deres måde, med indre dele:

  • Freud beskriver psyken som opdelt i tre instanser (Freud, 1998).

  • Objektrelationsteorien arbejder med indre objekter (Klein, 1952).

  • Jung skriver direkte, at idéen om én samlet bevidsthed i høj grad er en illusion (Jung, 1992).

IFS’ forståelse af indre dele ligger sandsynligvis tættest på Jungs tanker om arketyper (Jung, 1991), men IFS har samtidig sit helt eget fokus.


Det relationelle: det handler ikke kun om delene – men om forholdet imellem dem

Hvor mange psykologiske teorier undersøger indre dele i relation til individets udvikling og trivsel, er IFS særligt optaget af relationerne mellem delene.

Det vil sige: IFS ser ikke kun på hvilke dele der findes indeni, men på hvordan de samarbejder, beskytter, kolliderer og påvirker hinanden (Schwartz & Sweezy, 2020).

Og netop her trækker IFS på den anden grundidé: Systemisk tænkning.

Systemisk tænkning kender mange fra familieterapi. Her ser man familien som et system, hvor alle påvirker hinanden og hvor en ændring ét sted i systemet automatisk får betydning andre steder (Boscolo, 1991)

IFS bruger den samme logik, bare indadtil: Dit indre liv kan forstås som et system, hvor dine dele hele tiden relaterer sig til hinanden.


Moderne neurovidenskab peger i samme retning

Det er værd at nævne, at moderne neurovidenskab senere har peget på noget af det samme: At sindet ikke nødvendigvis fungerer som én samlet enhed, og at forskellige funktioner og “dele” i psyken kan operere parallelt og i relation til hinanden (Gazzaniga, 2018).


For mig er noget af det smukkeste ved IFS, at modellen normaliserer noget, mange ellers skammer sig over: Indre modstrid, indre “støj”, skiftende følelser og impulser.

IFS foreslår, at de indre dele ikke er problemet i sig selv. Problemet opstår typisk, når dele bliver pressede, overbelastede eller står alene med for meget ansvar – og derfor tager ekstreme roller.


I de næste opslag folder jeg mere ud, hvad IFS mener med “dele”, hvilke typer dele man typisk møder, og hvordan man kan begynde at skabe mere kontakt, ro og samarbejde i sit indre system.

 
 
 

Comments


bottom of page